Et på alle måder vandvittigt projekt...
Det hele startede sidste sommer med en chai latte og en betonklods.
Juni 2015. Solen skinner på kajen i Sydhavnen. Ivan Nielsen knokler med at indlægge gulvvarme på sin venindes husbåd. Det er varmt, han trænger til en pause.
Henne om hjørnet ligger en café som serverer en dejlig chai latte. Indendørs.
Ivan kigger ud på den blå himmel og solen der glimter i det klare dybgrønne vand i de mange kanaler. Hvorfor er her ikke en udendørs restaurant på dette smukke sted?
Ivan går hjem og tegner en eventyrtømmerflåde med hængende liggestole, blomster og plantekasser, jacuzzi ombord, monsunregnvejrspavillon og bålsted. En lille paradisø!
Ivan har en makker. Han hedder Jens Emil, og er også snedker, tømrer og designer. De udgør et godt team, der bygger mange forskellige projekter. Jens Emil er straks med på ideen om en flydende restaurant. Og sådan en tømmerflåde kan de da bygge på en uge!
Ok… det skulle så vise sig at tage lidt mere end en uge.
En del af sommeren går med at undersøge, hvordan ’tømmerflåden’ kan konstrueres og blive stabil og søsikker nok til at kunne bære et køkken og et større antal gæster. En betonpram ville være perfekt, men den er meget, meget dyr at få støbt. Kunne man bygge flåden op på nogle store flamencoklodser? Eller bruge kæmpe DONG-varmerør af stål lukket af i begge ender?
Forresten skal man også have tilladelse til at bygge på vandet, og hvor er det egentlig man spørger om det?
Især det sidste viser sig at være en smule mere indviklet end som så. Det er en jungle af ansøgninger, godkendelser, regler og paragraffer vi er på vej ind i. Her kommer teamets tredje medlem Dorrit ind i billedet:
- Det her klarer I aldrig uden mig, erklærede hun skråsikkert. Og hun får ret. Som altid. Det er Dorrit, der skriver denne blog, så hun kan ikke siges imod.
Mens Dorrit kaster sig ud i papirkrigen, leder Ivan og Jens Emil videre efter den helt rigtige tømmerflådekonstruktion. De cykler rundt i havnens mange krinkelkroge og snakker med den ene og den anden. Københavns Havn har sin egen underskov af små virksomheder: Erhvervsdykkere, bådebyggere, værfter og reparationsværksteder.
Og så er den der pludselig:
En betonpram. En ordentlig klods på 5 x 20 meter. Grim som ind i helvede og tung som et ondt år. En gammel udtjent benzinø, der blev bjærget op fra havnens bund efter et forlis. Dækket af murbrokker og flisestumper fra det hus, den havde båret på, foruden indtørret tang og rester af et gammelt rustent rækværk… Der ligger den og skvulper ved kajen ude i Nordhavn i al sin rustikke charme.
Ivan og Jens Emil springer ombord. De ser sig omkring. De ser på hinanden. De hopper i luften af glæde. Det er kærlighed ved første blik: - Den tar vi!
Øre af lykke, nærmest forelskede, kommer de hjem og fortæller, hvad de har købt.
Dorrit er målløs. - Hvad I alverden har I nu fundet på?! Hvad har I dog rodet jer ud i? 100 tons beton – er I da bindegale?
-Ja!, udbryder de nærmest i kor. Og ser salige ud.
Intet kan dæmpe betonrusen. Vi er i gang!
