Om maden, vi drømmer om at servere på Restaurant Vandvid
Det første spørgsmål, vi får, når vi fortæller at vi snart åbner en restaurant, er selvfølgelig: Hvad slags mad vil I servere? Det vil jeg gerne fortælle lidt om her.
Jeg har altid drømt om at have en restaurant, hvor maden vokser lige udenfor serveringslokalet. Og indenfor. I små plantekasser og lange ranker, hvor man peger på lige den agurk, squash og tomat, man vil have, og får den tilberedt helt, helt frisk. Direkte fra jord til bord.
For over 30 år siden flyttede jeg på landet, og i alle de år har jeg dyrket en stor køkkenhave, haft drivhus og snesevis af frugttræer. Jeg har også holdt frilandsgrise, høns og gæs. Det gør jeg dog ikke mere, fordi jeg meget af tiden er på byggeopgaver i København og væk hjemmefra i dagevis.
Der er ikke noget der smager bedre end den mad, man høster direkte fra marken og drivhuset. Det er levende mad, som gemmer på alle solens livgivende stråler og jordens fugtige frodighed. Det er ren sundhed og energi. Det er smagen af livet.
Efter mange år som vegetar, er jeg særligt glad for frugt og grøntsager, men efterhånden er det gået op for mig, at det først og fremmest handler om nydelse. Nydelse og intention. Mad, der er fremstillet og tilberedt med omhu og kærlighed og som indtages med glæde, er altid godt for både krop og sind.
I dag spiser jeg både kød og fisk, drikker vin og nyder det hele. I mit hus på landet har jeg bygget en stor brændeovn, som jeg laver mad på gennem hele vinteren – ofte med masser af grøntsager og rodfrugter fra haven lagt ned i en lergryde sammen med kød eller fisk og simret langsomt på brændekomfuret. Eller en omelet af friske landæg, som puffer op på et minut over ovnens gløder!
Strålevarmen fra ilden giver maden en helt særlig smag, som intet moderne induktionskomfur kan efterligne.
På Restaurant Vandvid vil vi servere de friskeste, reneste råvarer vi selv henter fra økologiske producenter på landet. Nogle af dem dyrker vi selv, og en del endda ombord på selve skibet – i plantekasser, der suger vand gennem væger fra havnen hvor saltet filtreres fra. Så kan vi tilberede dem helt friskhøstede, sprøde og fulde af smag.
Vi vil også undersøge, om vi kan få fisk og muslinger friske fra havnen og fiskerbådene i Øresund.
Vores motto er ’Ned på jorden – ud på vandet’ og det er ikke tilfældigt!