Huhej hvor det går over stok og sten!
Her ligger hun og vugger i bølgerne - stadig ude i Nordhavn:
Hun ser måske endnu ikke ud af så meget. Men skinnet bedrager, for de sidste uger er det virkelig gået stærkt.
En hel masse ting er faldet på plads i løbet af ganske kort tid.
Først havde vi en dykker nede og rense og inspicere hele bunden af betonflåden. Han har videofilmet og udarbejdet en smuk rapport. Og den gode nyhed er, at den 40 år gamle svenske beton står som var den støbt i går!
Nu mangler vi kun at tage nogle boreprøver af betonen som skal indleveres til en ekspert, der kan udforme en endelig rapport om flådens tilstand. Og hvis den kan godkendes, slipper vi for at hale hele skibet på land for at inspicere bunden - en operation, der nemt kunne sinke os med flere måneder og koste et par hundredtusinder kr.!
Næsten samtidig fik vi lavet arkitekttegningerne færdige i al hast, for at nå at indsende dem inden kommunens sagsbehandler skulle på ferie. Der blev ringet og mailet hektisk i et par dage med de sidste rettelser og detaljer: branddøre, placering af skorsten og skylight, placering af toiletter, vinkler på trapper og så videre og så videre.... Tak til Kamila fra tegnestuen for fantastisk hjælp! Her er hendes smukke tegninger:
Og så pludselig var den der: Byggetilladelsen! Den tikkede ind på mailen fredag den 15. juli et par timer før fyraften og ferietid for vores sagsbehandlinger i Center for Bygninger.
Armene kom i vejret og champagneproppen sprang - ni måneder var der gået siden vi sprang ud i vandviddet og købte vores betonklods! Nu var barnet klar til at møde verden
Midt i det hele var det jazzfestival og Jens Emil syntes lige vi skulle lave en lille streetfood-event sådan bare for sjov.
Menuen var: Jens Emils hjemmelavede hotdogs med det hele, ikke mindst hans special remoulade. Ivan stod for grøntsagsbøffer og dessert.
Stegepanden stod på en primus i en cykelkasse. Og det øsede ned. Men vi havde det sjovt - og det må have smagt fantastisk, for et par dage senere blev vi kontaktet af Copenhagen Cooking & Food Festival som inviterede os til at stille op med en mad-event til august.
Så det gør vi. Uden skibet, men på kajkanten dér hvor vi kommer til at ligge om nogle måneder. Vi er i fuld gang med at forberede det hele. Vi indkøber udstyr og planlægger menuen. Vi samler og høster og sylter og henkoger. Og billetterne sælger allerede som varme hotdogs - den første aften blev udsolgt allerede efter et par dage.
Vi glæder os til at se jer alle sammen til ti dages snigpremiere på fremtidens fantastiske Restaurant Vandvid i det skønne Sydhavnen!